
Om Garnstyrelsen
Vibeke Munk har strikket, siden hun var 10 år gammel, hvor hun lærte håndværket af sin moster.
Oprindeligt er Vibeke uddannet socialrådgiver og har arbejdet inden for dette fag de sidste 33 år, heraf 18 år som selvstændig konsulent og iværksætter af socialøkonomiske virksomheder samt som underviser, oplægsholder og skribent.
Med tilblivelsen af Garnstyrelsen i 2020 var det blevet tid til at forfølge en gammel drøm om en kreativ levevej, og Vibeke har derfor taget et modul af den åbne uddannelse “Strikdesign-Formidling og Håndværk” på Københavns Professionshøjskole samt adskillige kurser på Skals Håndarbejdsskole.
Vibeke har desuden udgivet bogen ”Plantefarvning – kom nemt i gang” hos forlaget Koustrup & co.
Indenfor strik og design er Vibeke særligt inspireret af årstidernes omskiftelige farver, sine rejser til favoritstederne i Sverige, New England og Provence.